Interview med diabetes sygeplejerske

I forbindelse med modulet, har vi modtaget en problemstilling fra klinisk praksis. For at få et indblik, i dagligdagen på afdelingen, når der er patienter indlagt med nyopdaget diabetes, har vi valgt at udforme et interview til en diabetes sygeplejerske fra afdelingen. Til dette har vi valgt at anvende den semi-struktureret interview model. Med denne metode opnår vi et uddybende og fyldestgørende svar, hvilket bl.a. ses i interviewet nedenfor.

Når man laver et interview ud fra den semi-strukturerede model er det vigtigt, at personen der bliver interviewet har god tid til at besvare spørgsmålet, og at spørgsmålene ikke er styrende. Det er derfor vigtigt man stiller åbne spørgsmål, da dette giver den interviewede bedst mulighed for at komme med fyldestgørende svar.

Det er også vigtigt, at vi lader os inspirere af svarene og spørger ind til dette, netop for at forstå observationer og opfattelser vedrørende spørgsmålene. Med et semi-struktureret interview går man ikke slavisk igennem spørgsmålene, men er åbne for inputs, og dermed skaber man et mere dialogbaseret interview.

Hvordan ser hverdagen ud på afdelingen, for barnet og dennes familie, når et barn bliver indlagt med ny opdaget diabetes type 1?

Der er stor forskel på, hvor dårligt barnet er når det indlægges. Hvis forældrene har været hurtige til at opdage, at barnet har diabetes, f.eks. ved at undersøge symptomerne på internettet, så er disse børn ret upåvirket når de ankommer til afdelingen. Hvis dette er tilfældet startes behandlingen med det samme, man starter hurtigt op med insulinbehandling, og man sørger for at der bliver skabt nogle rammer for familien, der gør at det hele bliver så hverdagsagtigt som muligt - dog med den nye sygdom inde i billedet. Der kan tages udgangspunkt i sætningen ”det er på sygehuset det skal læres, men hjemme skal det leves”. Sygeplejerske skal møde familierne i familiernes hverdag, og sørge for at tilpasse det enkelt patientforløb, efter den enkelte familie. Hvis barnet bliver indlagt, hvor det er dårligt, så starter behandlingen ud med at barnet får anlagt et drop, og de må intet spise, indtil blodprøverne er stabiliseret. Nogle børn er så dehydreret at de får udleveret et lille bæger med isterninger, som de skal have til at række i 2 timer, fordi de ingen hypertone væsker må få, hvilket inkluderer vand. Lige så snart blodprøverne er normale, så fjernes droppet, og man starter op på at skabe nogle rammer, der skaber så normal en hverdag for familien som muligt. Dette inkluderer måling af blodsukker, og tælling af kulhydrater, samtidig med at familierne skal lære en del teori, så de ved hvorfor det skal gøres, hvad der sker med kroppen, og hvad det overordnet betyder at have diabetes. Længden på indlæggelsen er ikke til at sige, da det er forskelligt fra barn til barn.

Hvordan tackler en familie det, at have et barn med en kronisk sygdom?

Det er vidt forskelligt, hvordan familierne reagerer på, at deres barn har fået konstateret en kronisk sygdom. For nogle familier vælter deres verden, og for andre familier har de brug for lidt tid til at sunde sig, men de fleste familier siger, at det skal de selvfølgelig nok klare. Når familierne får fortalt, at et barn sagtens kan spise slik og komme til fødselsdag, så siger familierne ofte, at de er glade for, at deres barn ikke har kræft. Mange familier er bekymrede når de kommer ind med deres barn, for de kan godt se, at deres barn har ændret sig, og familierne har måske haft tanken, at deres barn har været deprimeret eller hvis de har været igennem en skilsmisse, som egentlig var på plads, så tror de, at det kan være barnets måde at reagere på skilsmissen. Så hos nogle familier vælter verden, og andre bliver lettede, og siger at det var ”kun” det, det kan der gøres noget ved. Der er ikke nogen fælles måde at reagere på, men generelt reagerer familierne med sorg. Det er en stor sorg, at få denne bekymring. De ser deres barns fremtid, som at man altid skal tage hensyn til det her, og eftersom skal der reageres på det hver dag, så er det forståeligt, at folk tænker de er glade for, at deres barn ikke har kræft. Det er dog stadig en stor sorg og en bekymring.

Hvilke problemstillinger med mestringen af sygdommen, fremkommer hyppigst?

En problemstilling kan være, at forældrene bliver rigtig bundet. Mange familier har ikke været hjemmefra sammen siden konstateringen. Dette sker, fordi der ikke er nogle der har lyst til at passe børn med diabetes. De tør simpelthen ikke at passe barnet. Det er dog ikke ensbetydende med, at det kun er omgivelserne der ikke vil. Det kan også være forældrene, der har svært ved at sende barnet hen til nogle andre for at blive passet. Det er ikke det, at få hverdagen til at fungere med at tælle kulhydrater og måle blodsukker, men det er nok nærmere at overlade ansvaret til en anden person, men også at overtage ansvaret for barnet – muligvis også en kombi.

Oplever du en generel bekymring ved forældrene og børnene, omkring stempling, i forbindelse med sygdommen?

Børn bliver generelt sat i bås eller ”bliver noget særligt”. Der bliver f.eks. serveret noget specielt eller lavet noget andet hvis et barn har diabetes. Det er misforstået hensyntagen, pga. Manglende viden omkring diabetes type 1. Sygeplejerskerne har derfor en vigtig funktion i at komme ud og aflive nogle af disse myter, som kan være opstået. Der er også generelle myter om, hvorfor man får diabetes, hvilket f.eks. kan være at diabetes er selvforskyldt, fordi man har en forkert levestil.

Hvilke værktøjer har I på afdelingen, der kan hjælpe familier med at mestre sygdommen?

Der er en undervisningsmappe på afdelingen, hvori der er børnetegninger. Selv teenagere bliver vist disse tegninger. Mappen laves til det enkelte barn, som de kan få med hjem, hvori der kan ligges pjecer og papirer deri.

Hvordan bidrager I på afdelingen, til at der skabes et godt og sammenhængende patientforløb, i det tværfaglige samarbejde?

Der er generelt gåpåmod hos de forskellige institutioner i forhold til at der er et barn, som har diabetes type 1. Sygeplejersken opfordrer familierne til, at lige så snart de kommer hjem, så skal de tage en tur over i børnehaven, så de andre kan se, at barnet har det rigtig fint, og så der kan begynde at blive åbnet op for snakken omkring diabetes. Sygeplejersken tilbyder at komme ud til 2 timers undervisning. Der er rigtig mange, som måske sidder med hjertet i halsen, men det falder lidt på plads i løbet af aftenen, og forældrene udtrykker også en generel glæde ved, at sygeplejerske har været der og kunne fortælle, at de nok skal klare den. Når sygeplejerskerne har været der, så er det op til forældrene at klare resten, hvilket også er gældende ved overgang fra børnehave til folkeskole osv. Der tilbydes dog, 1 gang om året, at lærer og pædagoger bliver inviteret ind på sygehuset, hvor to sygeplejerske underviser i diabetes type 1. Fordelen ved at tage ud og undervise, hvor forældrene også kan være der, er at det kan give en ro i maven, da de kan have en dialog omkring, hvordan det fungerer. De forskellige institutioner virker generelt, til at være meget modtagelige over for dette.

Oppsummering af interview: 

Som det tydeligt fremgår, af ovenstående interview, er det en kæmpe omvæltning for børnene - og ikke mindst deres familie, og omgivelserne generelt, når et barn får konstateret diabetes. Familierne rammes af både sorg og bekymring, og der ligger derfor en kæmpe opgave ved det sundhedsfaglige personale, i at klæde familien ordentlig på, til den nye hverdag med diabetes. Det er meget tydeligt at sundhedspersonalet på afdelingen, har en klar og struktureret plan, for hvorledes et individuelt patientforløb skal tilrettelægges, og som der også gøres opmærksom på i interviewet, så er der ikke to diabetespatienter der er ens, hvilket der altid tages højde for. Så snart børnene udskrives fra afdelingen, ligger der er ansvar ved både forældrene - men også ved personalet i de forskellige institutioner som barnet er tilknyttet, i at sørge for at barnet kan få så normal en hverdag som muligt, med den nye diagnose. Sundhedspersonalet, sørger i starten for støtte og vejledning, således at de forskellige institutioner er klædt bedst muligt på til denne opgave.