Problemformulering

I forbindelse med den tværprofessionelle virksomhed har vi modtaget en problemstilling fra klinisk praksis. Problemstillingen lyder som følgende:

Hvad er problemet?
Det omhandler børn på 5-12 år, der får konstateret type 1 diabetes. Barnet og familien gennemgår et omfattende oplæringsprogram under indlæggelse og udskrives når de skønnes klar til at tackle hverdagen på egen hånd oftest efter 1 uge - 2 uger.

Problemet/udfordringen består i at skulle forholde sig til, forstå og leve et godt børne- og familieliv, med en kronisk sygdom som har været en del af barnet og familiens hverdag, i en begrænset periode.

Det faktum at barnet har fået konstateret type 1 diabetes som er en kronisk sygdom, indebærer at barnet og familien må arbejde med følgende områder i deres hverdag:
- Insulintagning - stikkeangst - nåleskræk
- Blodsukkermåling
- Kost - kulhydrattælling
- Motion og leg

At skulle strukturere daglidagen med hensyn til, at skulle måle blodsukker, tælle kulhydrater samt tage insulin til alle måltider.
At barnet stadig har behov for at kunne deltage i festdage, ferier og ture som sine jævnaldrende.
Familien/barnet skal altid medbringe BS apparat/fingerprikker/insulin/hurtige kulhydrater, når de forlader hjemmet.

Hvordan kan vi som sygeplejersker, og som en del af det tværfaglige team, støtte op om patienternes behov i forhold til det at kunne håndtere at leve med en kronisk sygdom?

Hvordan skabes sammenhæng i patientforløbet fra sygdommen konstateres, indtil barnet og familien har lært at håndtere sygdommen og de vilkår dette medfører for hele familien.

Hvor og i hvilken sammenhæng er problemet opstået?
Barnet og forældrene har gennemgået en grundig oplæring under indlæggelsen, men på trods af dette vil der altid opstå ukendte situationer, hvor familien skal tage en beslutning og handle på egen hånd uden den sundhedsfaglige vejledning.

Oplæringen under indlæggelsen kan påvirkes af chokket og sorgen over at have fået konstateret en kronisk sygdom samt pludselig at føle sig anderledes.

Hvis forældrene er skilt, kan det være en ekstra udfordring i forhold til f.eks. undervisning, samarbejde og planlægning for det sundhedsfaglige personale, forældrene/"bonusforældrene" og barnet.

Hvordan er det et problem og for hvem?
Det er et problem for barnet og familien pludselig at skulle håndtere det at leve med en kronisk sygdom, der for de fleste familier kræver en livsstilsændring.

Der er mange ekstra ting et barn skal forholde sig til, - og gøre. Dette kan være svært at huske midt i et almindeligt barneliv.
Der kan være mange voksne, f.eks. legekammeraters forældre, der er utrygge ved at skulle hjælpe et barn med diabetes, og barnet risikerer derfor at blive fravalgt som legekammerat.

Forældrene tør måske ikke give slip og lade barnet leve det liv det ville have haft før diabetes-debut, af angst for konsekvenserne, eller pga. bekymring/manglende mulighed for at overlade ansvaret til andre. I forhold til skolen og fritidsinteresser, lan der være bekymring vedrørende håndtering af komplikationer f.eks. føling m.m.
I tilfælde af at familien ikke magter at leve med hensyntagen til barnets diabetes, kan udviklingen af diabetiske senkomplikationer på lang sigt blive samfundsøkonomisk dyrt.

Den endelige problemformulering:
Ud fra alt ovenstående har vi sammenfattet en ny - og konkret problemformulering:

Når et barn får diabetes er det en stor omvæltning, ikke mindst for barnet, men også barnets familie og omgivelserne generelt. Hvordan kan et tværprofessionelt samarbejde mellem sundhedspersonale, pædagoger og lærer sikre at den enkelte familie får de bedste vilkår for at mestre den nye livssituation og undgå en stigmatisering af det enkelte barn.