Sundhedsjura

Sundhedsloven generelt:
I henhold til sundhedsloven, er sundhedsvæsnets formål at fremme befolkningens sundhed. Samtidig har sundhedsvæsnet også til formål, at behandle - og forebygge, sygdom, lidelse og funktionsbegrænsninger for den enkelte.

Sundhedsloven sætter derfor et krav til sundhedspersonalet, der skal sikre respekt til det enkelte individ, dets integritet, selvbestemmelse og for at opfylde behov, i form af let adgang til sundhedsvæsenet, høj kvalitet af behandlinger, gennemsigtighed af sundhedsvæsenet osv.

Sundhedspersonale forstås ved de personer, som er autoriserede i henhold til en særlig lovgivning, hvor de kan varetage sundhedsfaglige opgaver såsom: behandling, undersøgelse, sygdomsbehandling, sundhedsfaglige pleje osv. i henhold til den enkelte patient.

Kommuner og regioner, er efter reglerne i sundhedsloven, ansvarlige for at tilbyde en indsats, som er befolkningsrettet. De skal, sammen med statslige myndigheder, sikre en fortsat udvikling af kvalitet, samt en effektiv udnyttelse af ressourcer i sundhedsvæsenet, gennem uddannelse, forskning, planlægning og samarbejde m.v. (3.)

Sundhedsloven i henhold til børn og unge:
Når det gælder beslutningstagen for børn og mindreårige, træder forældremyndigheden i kraft. Forældremyndigheden har til formål, at sikre der bliver draget omsorg ud for den mindreårige, samtidig med at der træffes afgørelser ud fra den mindreåriges personlige behov og interesse. Forældremyndigheden giver dermed, på vegne af den mindreårige, tilladelse til undersøgelse, behandling og pleje.

Den unge er underlagt forældremyndigheden, indtil den unge fylder 18 år.
Der er dog en fravigelse i sundhedsloven, som gør at unge, i alderen 15-17 år, selvstændigt kan henvende sig til sundhedsvæsenet uden inddragelse af forældremyndigheden.  Sundhedsvæsenet kan derfor i enkeltestående behandlingssituationer og ved sygdomme, der strækker sig over længere perioder, vælge at inddrage forældremyndigheden. Hvis der i forbindelse med inddragelsen af forældremyndigheden opstår uenighed, så vil det altid være den unges beslutning, der er gældende. Der er dog den undtagelse, at hvis der vurderes, at den unge er ude af stand til at se konsekvenserne af sine valg omkring behandling, så kan sundhedspersonen bestemme, at forældremyndighedens beslutning vedtages. (4. p. 51-53 + 56-57)